8.klasse på besøg
Lavede frottageteknik i billedkunst
Dygtige og søde elever fra Maglebliks 8.D var på besøg i dansk og billedkunst i tirsdags. De undersøgte bl.a. materialer i skolens arkitekter gennem frottageteknik i billedkunst! Dejlig klasse!
/LA
SPS- og Ordblindestøtte
Socialpædagogisk støtte (SPS) og læsevejledning på Frederiksværk Gymnasium og HF:
På Frederiksværk Gymnasium og HF kan du som elev søge om SPS, hvis du har en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse. Før sommerferien/primo august kan eleven blive indkaldt til en samtale på grundlag af information givet i optagelsespapirerne, hvor den første afklaring af støtte-behov bliver drøftet.
I løbet af efteråret indkaldes alle elever til en indslusningssamtale med studievejlederen, hvor det er vigtigt, at eleven selv orienterer studievejlederen om eventuelle støttebehov. Ved samtale vil elever, som påpeger et behov blive orienteret omkring muligheder for støtte og ansøgningsprocessen.
På baggrund af de modtagne og underskrevne ansøgninger vil studievejlederen foretage en faglig vurdering af den enkelte elevs behov (fx it-hjælpemidler, studiestøttetimer, forlænget tid ved eksamen etc.). Hvis eleven allerede har en diagnose, skal dokumentation for denne medbringes ved interviewet eller gerne allerede ved indslusningssamtalen, så ansøgningsprocessen kan igangsættes. Hvis eleven er under udredning, hjælper studievejlederen eleven videre i forhold til hvornår og hvordan eleven kan søge om støtte, når udredning er afsluttet.
På samme måde kan elever få tildelt støtte i tilfælde af ordblindhed. Når du starter på Frederiksværk Gymnasium og HF vil du blive læsescreenet af en læsevejleder. Herefter vil det blive vurderet om du har behov for støtte (som fx læsevejledning, lektie-hjælp, forlænget tid ved eksamen), som du så skal ansøge om på samme måde som SPS-støtte – læsevejlederen og/eller studievejlederen hjælper dig med at igangsætte ansøgningsprocessen, hvis du har behov. Har du allerede en ordblinde-diagnose, skal du medbringe dokumentation, gerne allerede ved studiestart.
Det vil, en gang om året (fra oktober) i dit uddannelsesforløb, ved en opfølgningssamtale med studievejlederen/læsevejlederen, blive vurderet om dine støttebehov har ændret sig. Her medbringes ny dokumentation i forbindelse med angst og depression, så den aktuelle tilstand dokumenteres.
Ordblindedokumentation: Ministeriets Ordblindetest eller anden dokumentation for ordblindhed. Ordblindetesten er en elektronisk test og bliver typisk udført af en læsevejleder på uddannelsesstedet. På Frederiksværk Gymnasium og HF bliver elever, som anført ovenfor, testet i starten af uddannelsesforløbet. Læs mere om ordblindetesten her: https://www.uvm.dk/folkeskolen/laering-og-laeringsmiljoe/specialundervisning/ordblindetesten
SPS-dokumentation: Lægelig dokumentation fra egen læge, speciallæge eller sygehus, hvor diagnosen fremgår. Udtalelse fra psykolog. I forbindelse med angst og depression, er det vigtigt, at dokumentationen er forholdsvis ny og dækker den aktuelle tilstand. Dokumentationen skal indeholde en diagnose og elevens navn og CPR-nr. Det skal fremgå, hvilken læge eller sygehus, der har stillet diagnosen. Læs mere om hvilke former for støtte der findes til elever på ungdomsuddannelser her: https://www.spsu.dk/for-sps-ansvarlige/ungdomsuddannelser
Ansøgningsprocessen: Eleven vil få tilsendt ansøgningspapirer elektronisk (er eleven under 18 år sendes ansøgningspapirer til værge) via e-boks. Elever som, under samtaler med studievejledere/læsevejleder, er vurderet til at have et støttebehov, er selv ansvarlige for at søge om støtte. Ansøgningen underskrives (af værge, hvis eleven er under 18 år) og medbringes/tilgås ved et individuelt interview med studievejleder, hvor ansøgningen behandles og det individuelle behov vurderes. Herefter vil eleven/værgen blive partshørt om det vurderede støttebehov ved elektronisk henvendelse i e-boks (til værge hvis eleven er under 18 år). Efter 14 dage stadfæstes partshøringen, og eleven er herefter tildelt støtte.
Det er vigtigt, at eleven selv orienterer om eventuelle ændringer i støttebehovet ved de opfølgende samtaler, så ressourcerne fordeles efter behov.
Hallo zusammen!
Tyskstuderende underviste 2.g
I denne uge har tyskholdene i 2.g besøg af tyskstuderende fra Københavns Universitet.
Og de studerende er rigtigt kommet på arbejde! For at lære hvordan det er at være lærer, bad vi dem forberede et modul, hvor de underviser eleverne inden for de temaer, holdene i forvejen er i gang med:” Heimat” og ”Heimweh ”er vigtige begreber, når man vil forstå, hvordan det er at immigrere til et nyt land, og derfor skulle 2.g'erne bl.a. læse digte om identitetsfølelse og hjemve.
Vores elever var aktive medspillere i workshoppen, også da de sidst i timen fik mulighed for at spørge de studerende, hvorfor de havde valgt at læse tysk: Store chancer for at arbejde med sproget i danske virksomheder eller EU, muligheder for at arbejde som oversætter eller blive lærer var nogle af de relevante svar, de fik.
Workshoppen er en del at et samarbejde, hvor vi også får mulighed for at besøge tyskstudiet på KU og få indsigt i undervisningen der.
/LH
8. klasse på besøg
Billedkunst på FVGH
28 elever fra 8.a på Hundested Skole var på besøg på Frederiksværk Gymnasium og HF. I billedkunst arbejdede eleverne med frottageteknikker. De arbejdede koncentreret og fik skabt nogle rigtig fine billeder.
/LA
Biologi under åben himmel
1b kom ud i solen
En mandag i marts i 4. modul, hvor formålet med timen er at forstå proteinsyntesens delprocesser, kan lyde tungt. Men når vi rykker undervisningen ud i naturen og der tilmed er solskin, er rammerne for ro og fordybelse i top.
Tak til 1b for at være med på idéen. Det blev en både hyggelig og lærerig eftermiddag.
/ST
Brobygning
8.klasser skaber kunst
28 elever fra 8.a på Hundested Skole var på besøg på Frederiksværk Gymnasium og HF. I billedkunst arbejdede eleverne med frottageteknikker. De arbejdede koncentreret og fik skabt nogle rigtig fine billeder.
/LA
Alumnebesøg var succes
11 "gamle" FVGH-elever vendte hjem
Det var en dejligt gensyn med 11 "gamle" FVGH-elever i dag på FVGH. De kom for at fortælle vores nuværende afgangselever i 2.HF og 3.g om deres uddannelsesvalg - og omvalg, om overvejelser om karrierevej, om sabbatår og om at have barsel under et studie. De fortalte om boligforhold og økonomi mens man studerer. De talte om at flytte fra trygge Halsnæs til en anden by - måske et andet land for en periode.
Der var først en præsentationsrunde fra de 11 alumner og bagefter var der god tid til at stille mange gode spørgsmål.
Alumnerne 2024 er:
- Filip Vojinovic, Statskundskab, KU, student 2021
- Ida Korsgaard, Sociologi, KU, student 2021
- Katja Mark, Dansk og religion, SDUm student 2021
- Nikolaj Alhof, Forsvaret mm, student 2020
- Eda Cifci, Kemi & fysik, RUC, student 2020
- Jacob Nielsen, Ambulancebehandler, U/Nord, Hillerød, Student 2014
- Vibeke Nielsen, Audiologopædi, KU, student 2011
- Josephine Frederiksen, Musik og historie, KU, student 2017
- Andreas Zangenberg, HA almen, CBS, student 2014
- Andrea Lykke Jensen, Pædagog, KP, student 2021
- Alexander Frederiksen, Amerikanske Studier (SDU), student 2015
Tak for besøget og god vind fortsat til jer alle!
SANGSKRIVER-WORKSHOP for A-niveau musikelever i 2.g og 3.g
Skrev en sang om LYS
Igennem KODA skolekontakt fik vi i dag besøg af producer og sangskriver Boe Larsen, som ejer musikstudiet Mill Factory. Eleverne fik et indblik i sangskrivningens verden og hvad KODA gør for at sikre musikeres og sangskriveres rettigheder. Sammen med Boe, skrev eleverne en sang med temaet lys. Sangen er en hyldest til Niels Bohr og bølgeligningen, og understreger at det vigtigste er menneskets indre lys.
Teksten kan læses her på siden.
/LG
Hilsen fra fjeldet
Hilsen fra fjeldet i Beitostølen i Norge
POSTKORT 1: 1b,1x og 1y hilser fra fjeldet i Norge. Her er masser af godt humør og hygge og ømme muskler. Her er bunker af sne…også fra oven.
Vi håber 1a og 1z og Katrine får en rigtig god tur heropad og vi glæder os til at se jer heroppe! /TJ, SU, MH, CA
POSTKORT 2: Så har det været skiftedag i Norge. 1b,x,y er på veJ hjem efter en dejlig skitur. sol sidste dag, juhu! 1a og 1z er ankommet og skal i gang med skiene lige om lidt - snemanden Olaf er vores skytsengel...
Forfatterskolen skriver træantologi
Læs de 8 fine tekster om træer
Eleverne på Forfatterskolen FVGH har skrevet kortprosa om de træer, der vokser omkring os, og træer, der har haft en betydning.
Det er der kommet en antologi ud af - klik her for at læse den!
/LA
Nikotinstopkursus
Tilmelding på kontoret
NIKOTINSTOP!
Vi starter nikotinstopkurser op i næste uge d. 5. marts.
- Kurset er gratis.
- Nikotinstopkonsulent Bodil står for undervisningen tirsdag fra 14.15-15-30. Hvis du får undervisning lagt ind, kan du få godskrevet fraværet.
- Der er te, kaffe og boller til alle møder
- Tilmelding på kontoret
Onsdag i denne uge får flere klasser besøg af nikotinstopkonsulent Bodil og kan høre mere om projektet.
Har du spørgsmål, kontakt Stine (ST) i en besked i Lectio!
Karrieretur med musik og engelsk
3y på Købenavns Universitet
D. 26. februar var 3y på tur med Musik og Engelsk til Københavns Universitet. Vi fik undervisning i både engelske sonetter og i Mozart Sonate nr.11. Derudover fik vi rundvisninger og fik mulighed for at stille spørgsmål til de studerende. Vi sluttede dagen af med at spise sammen på hyggelige Madglad.
Tak for en dejlig tur med en dejlig klasse.
/SB og LG
Invitation til tidligere elever om at blive ALUMNER d. 7. marts
Tidligere elever søges!
Kære tidligere FVGH-elever
Vi håber I er kommet godt videre og vi vil meget gerne høre fra jer!
D. 7. marts afholder vi et alumne-arrangement i kantinen for alle afgangselever, hvor tidligere FVGH-elever fortæller om deres nuværende uddannelse og valg af karrierevej.
Har du lyst til at deltage, så skriv til rektor Peter Brink pb@fvgh.dk
Hvad skal vi tale om?
I finder selvfølgeligt helt selv ud af hvad I synes der er vigtigt at formidle videre i et uddannelses- og karriereperspektiv, men her kommer nogen spørgsmål til inspiration:
- Hvilke tanker gjorde du dig omkring videreuddannelse lige efter gymnasiet/HF?
- Hvordan fandt du ud af hvilken uddannelse du ville satse på?
- Hvilket/hvilke studier er du/har du været på?
- Hvilke jobs har du haft efter dine studier? evt. studierelevante jobs undervejs.
- Hvad består dit studie/job af lige nu?
- Hvad kendetegner den/de videregående uddannelsesinstitutioner du kender til?
- Gymnasiet/HF har 2 overordnede formål. Det almen-dannende og det studieforberedende. Hvad vil du sige er det vigtigste at få med fra gymnasiet/HF mht. det studieforberedende?
- Andre gode råd i forhold til at komme godt igennem et videregående studie?
- Når du tænker tilbage på din tid på Frederiksværk Gymnasium og HF, hvad har så haft mest betydning for dig?
I tilbydes frokost på skolen og får selvfølgelig refunderet jeres transportudgifter.
Vild dag i KBH for 1b
1b på tur
Første stop var at se udstillingen "Vores vilde familie" på Statens naturhistoriske museum, som et led i den nuværende undervisning i biologi om evolution.
Derefter tog klassen i små grupper rundt til udvalgte områder af København. Her lød opgaven på at konstruere en turistguide for det udvalgte område.
På trods af utrolige regnmængder holdt 1b humøret højt og deltog aktivt i dagens program.
Stine og Thomas siger tak for en hyggelig og lærerig dag.
Billederne af aber er lånt af Naturhistorisk museum
Uge sex på FVGH
Information om Financial Sextorsion og snak om samtykke
I uge 6 har FVGH haft fokus på seksualundervisning i 1.g. Der er bl.a. blevet bygget scener om samtykke i LEGO.
Forløbet er faktisk skudt i gang allerede ved skoleårets start, da alle, både lærere og elever, havde besøg af Gabriela fra UngMod i Halsnæs. Hun holdt oplæg om bla. samtykke, kønskranse og porno. Dette følges, i uge 6, op af, at alle 1.g´ere, har haft et biologi-modul med seksualundervisning og enten et samfundsfags- eller et psykologi-modul med samme fokus.
Onsdag d. 7/2 lavede Politiets Online Patrulje (POP) et Facebook-event om Financial Sextorsion hvor (primært) unge mænd snydes til at sende nøgenbilleder/billeder af sig selv i seksuelle situationer til kriminelle, i den tro, at det er en pige de skriver med. Dette kan ende i pengeafpresning, hvor man tvinges til at betale imod at billederne ikke offentliggøres.
Politiet opfordrer til at man kontakter dem, hvis man er havnet i en sådan sextorsion-situation. Man kan henvende sig til Politiets Online patrulje på: https://www.facebook.com/onlinepatrulje/ og hos Red Barnet https://sletdet.redbarnet.dk/ og BørneTelefonen https://bornetelefonen.dk/ kan man altid henvende sig, hvis man er i en situation, hvor man er blevet narret til at udlevere billeder og herefter truet med afpresning.
Hvis du er i en sådan situation, skal du vide, at du ikke er alene. Der er rigtig mange, der oplever det og desværre er der flere og flere! Vær ærlig omkring det: Du har intet gjort forkert, du er blevet snydt og udnyttet og der er hjælp at hente. Det kan være rigtig godt at snakke åbent med dine forældre - og vi håber at rigtig mange forældre også vil se den vedhæftede video, så de kan blive oplyst omkring dette fænomen. Kulturen omkring billeddeling og brug af de sociale medier har ændret sig meget og mange forældre er måske ikke klar over hvad deres unge gennemlever, fordi man synes det er pinligt.