Frederiksværk Gymnasium og HF

Fejlmeddelelse

Naturgeografi på tur

Carlsberg før og nu

2z ved elefantporten

2a & 2z har i forbindelse med forløb om bæredygtige byer i naturgeografi B besøgt Carlsbergbyen i København.
Her har de både set og undersøgt hvordan Carlsbergs historiske bryggerigrund er blevet omdannet til et eftertragtet bæredygtigt bymiljø, hvor målet har været en masterplan, der har tilgodeset både, social, økonomisk og miljømæssig bæredygtighed.
Desuden har klasserne besøgt Campus Carlsberg, som er en professionshøjskole for både at se et eksempel på bæredygtig byggeri og høre lidt om uddannelsesstedet, som blev introduceret af en konsulent fra skolen.

/NHD

2a klar til at høre om bæredygtigt byggeri og om Campus Calrsberg
2a ved Gammel Carlsberg-porten

Hvem er hvem?

Eleverne træner deres spanske ordforråd

¿Quién es quién? Hvem er hvem?

I 1.g spansk er vi i gang med et tema om familie og hvem vi er og hvordan vi ser ud. Eleverne knokler derudaf med ordforråd og verber og gør det fantástico! Udover benhård træning har vi også hygget med spil og lege. Vi har konkurreret i verber og spillet ”Hvem er hvem”, hvor man spiller én mod én og ved hjælp af spørgsmål til ens modstander (på spansk selvfølgelig!) skal spore sig frem til, hvilken en person makkeren har valgt. La profesora synes helt klart, at eleverne er super dygtige!

Saludos de los estudiantes de español de 1g y la profesora Mayo

Verdens vilde liv

Biologielever hørte bl.a. om scoretricks fra dyreriget og stillede spørgsmål til astronaut og filosof

Mandag d. 18/3 mødtes 2b BI og BI/R ved Royal Arena i Hillerød og gik sammen af den røde løber for at deltage i eventet ’Verdens Vilde Liv’.  Rammen var sat og vi blev placeret helt oppe ved scenen med en fornemmelse af, at sidde i junglen, for lydsporet bød på dyrestemmer.  Eleverne introduceret for scoretricks fra dyreriget ved biolog og naturformidler Lene Bach Sanderhoff og bagefter en Q&A med den danske astronaut Andreas Mogensen. Efter en pause blev de almindelige gæster lukket ind – vi var i alt 1100 deltagere i arrangementet, og vi kunne nu lytte til 6 foredrag fra forskellige forskere indenfor biologien og astronomien om, alle uden vederlag, satte fokus på vigtigheden af, at vi passer bedre på vores planet. Arrangøren var WILD Nature Foundation, grundlagt af Helle og Uri Løvevild Goldman, begge naturfotografer og begge tilstede som foredragsholdere ved eventet. En lille følgehistorie var, at da Uri ankom til scenen, var det i kørestol, da han og Helle i 2017, mens de filmede for National Geographic, blev overfaldet med kniv i Gabon i det vestlige Centralafrika – overfaldsmanden påstår at hans handling var hævn for USA´S anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad. Uri kom voldsomt til skade og var faktisk død i 8 minutter, så han er nu bundet til kørestolen og har skader, der bla. påvirker hans tale.

Denne historie understreger hvor svært det kan være, at prøve at rapportere omkring klodens tilstand – og hvor forskelligt vi opfatter situationer.

I løbet af aftenen hørte vi igen fra Andreas Mogensen, astronaut samt Anja C. Andersen, professor i astrofysik, Hanne Stranger, biolog og ekspert i spækhuggere, Lene Lange, professor i bioteknologi og ekspert i svampe. Aftenen blev rundet af ved filosof Vincent Hendricks. Det var en virkelig spændende aften og jeg er glad for at jeg, sammen med Jannick, kunne være med til at lære nyt om klodens tilstand.

På 2b BI, BI/R, ST og JBM´s vegne /Mette Karmann

Postkort fra Norge

Højt humør

Så har 1b og 1x fundet skiene frem og får prøvet langrendslivets glæder. 

/TJ

Kunstig

Find de små plastikbeholdere rundt omkring på skolen

Billedkunst-c holdene har lavet en totalinstallation på skolen med titlen KUNSTIG. I vil rundt omkring på skolen støde på små ens plastikbeholdere. Ud fra en to-ords-kombination med ordet kunstig som f.eks. ”kunstigt liv”, er beholderne bearbejdet med andre materialer for at sætte det emne til debat. Placeringen af de enkelte skulpturer, særlige steder på skolen, skal være med til at understøtte det emne, der arbejdes med.

Se om I kan regne ud hvilken andet ord efter ordet kunstig(e), der er blevet arbejdet med i de enkelte stedsspecifikke skulpturer, og dermed hvilke emner, der er sat til debat?

Vis respekt for skulpturerne, som er eksamensmateriale, mens I går på oplevelse i samtidskunstens verden lavet lige til jer og jeres skole.

/IN og SHJ

Nikotinstop-Kursus

Kig forbi lok. 101 i morgen

Hey folkens, fra næste tirsdag den 11/3 starter vi igen et af de populære nikotinstop-kurser på gym kl. 13.50

Majken, vores mega cool nikotinstop-konsulent, står for kurset. Hvis du deltager og har undervisning samtidig, bliver fraværet godskrevet. Kurset kører over 7 gange, og vi sørger altid for boller og noget lækkert varmt at drikke.

Tilmeld dig på kontoret eller smid en besked til Stine (ST) i Lectio. Pladserne ryger hurtigt, så vent ikke for længe, hvis du vil være sikker på en plads.

I morgen tirsdag d. 4/3 kommer Majken forbi gymnasiet og hænger ud i lokale 101 i 2. modul.

Kom forbi og hør mere, hvis du er nysgerrig?

Musikelever gav den gas

Tur til Ragnarock i Roskilde

- tre nye upcoming bands blev i dag skabt på Ragnarock - Danmarks rockmuseum i Roskilde:

Electric Retards (1y), Pink Gangstas (2y) og Forbidden Pleasure (3y)

Alle elever med musik A-niveau på FVGH var i dag d. 21. februar på en fælles tur til Ragnarock, hvor de, udover at se og lytte sig igennem udstillingen om dansk rockhistorie, også deltog i et interaktivt forløb "Upcoming". Her skulle de gennem en række poster, for at træffe nogle valg for deres kommende band.

Det var en super hyggelig oplevelse med mange grin og masser af god musik.

"- Det var sjovt at spille musik og ligge på den store plade. - Spejlene og lysene var nice. - Tidslinjen med dansk musik var fed og det var fedt at lytte til forskellig musik og lære."

Fun Fact

1y fik den laveste mulige score på 1, mens 3y fik hele 10 point. 2y lagde sig på et flot niveau 7 ud af 10 i bandsucces.

Tak for jer!
/LG

SØGES: tidligere elever til alumne-arrangement d. 9. april 2025 kl. 10

Kom og fortæl om dit liv efter FVGH

Kære tidligere FVGH-elever!
Vi håber I er kommet godt videre og vi vil meget gerne høre fra jer!
D. 9. april afholder vi et alumne-arrangement i kantinen for alle afgangselever, hvor tidligere FVGH-elever fortæller om deres nuværende uddannelse og valg af karrierevej.
Har du lyst til at deltage, så skriv til rektor Peter Brink pb@fvgh.dk

- Hvad skal vi tale om?

I finder selvfølgeligt helt selv ud af hvad I synes der er vigtigt at formidle videre i et uddannelses- og karriereperspektiv, men her kommer nogen spørgsmål til inspiration:
• Hvilke tanker gjorde du dig omkring videreuddannelse lige efter gymnasiet/HF?
• Hvordan fandt du ud af hvilken uddannelse du ville satse på?
• Hvilket/hvilke studier er du/har du været på?
• Hvilke jobs har du haft efter dine studier? evt. studierelevante jobs undervejs.
• Hvad består dit studie/job af lige nu?
• Hvad kendetegner den/de videregående uddannelsesinstitutioner du kender til?
• Gymnasiet/HF har 2 overordnede formål. Det almen-dannende og det studieforberedende. Hvad vil du sige er det vigtigste at få med fra gymnasiet/HF mht. det studieforberedende?
• Andre gode råd i forhold til at komme godt igennem et videregående studie?
• Når du tænker tilbage på din tid på Frederiksværk Gymnasium og HF, hvad har så haft mest betydning for dig?
I tilbydes frokost på skolen og får selvfølgelig refunderet jeres transportudgifter.

Kontakt rektor Peter Brink pb@fvgh.dk
 

UGE SEX

Fællestime med Morten Ramsland for hele 1. årgang

Med overskriften ”Køn, krop og seksualitet gennem tiderne – den seksualoplysning vi aldrig fik” fik hele 1. årgang en spændende fællestime med Morten Ramsland, forfatter, kunstmaler, foredragsholder.

I uge 6 har alle landets skoler fokus på seksualundervisning. Her på FVGH markerer vi det på flere måder, en af dem er dette billedforedrag med Morten Ramsland onsdag d.5. februar.

Som han selv beskriver foredraget: -Jeg har mærket et stærkt behov for viden om køn og seksualitet blandt unge(…)billedforedraget fører os igennem vores fælles kulturelle seksuelle historie – fra urtidens frugtbarhedsgudinder til nutidens MeeToo, kropsaktivisme og LGBT+bevægelser.”

Med udgangspunkt i kunst- og kulturhistoriske billeder, handler foredraget om seksualpraksis, kropsidealer, synet på normalitet og perversion, undertrykkelse, frigørelse og om vores forestillinger om køn.

1b besøger lokalavisen

Gode spørgsmål til journalist

Disse og mange flere gode spørgsmål stillede 1b journalist Thomas Quvang, da de tirsdag d. 4. februar besøgte redaktionen på lokalaviserne Halsnæs Avis og Fr.borg Amts Avis. Redaktionen holder til i det gamle posthus ved Frederiksværk station et par dage om ugen, og ellers er de samlet i Gribskov. Thomas gav sig tid til at svare på alle 1bs spørgsmål og gav ovenikøbet en karamel! Det var super interessant og lægger fint i forlængelse af klassens arbejde med avisgenrer, nyheder og fake news i danskundervisningen. 

/LG

Wir sind das Volk

Forfatter Annette Herzog fortalte om sin barndom og ungdom i DDR.

Fredag d. 24. januar 2025  havde tre 3.g historiehold og to 2.g tyskhold besøg af forfatteren Annette Herzog, som fortalte om sin barndom og ungdom i DDR. Det skete i samarbejde med Statens Kunstfond, som støttede projektet økonomisk.

Forfatteren Anette Herzog kender det tidligere østtyske DDR indefra.  Hun er født og opvokset i det tidligere DDR og har derfor stor viden om levevilkårene her i perioden 1949-89, hvor Tyskland var delt.

Med sin egen livshistorie som afsæt fik hun gjort os alle klogere på de systemforskelle, der gjorde, at en opvækst i det socialistiske, planøkonomiske Østtyskland (DDR) adskilte sig markant fra det være barn i Vesttyskland. Annette fortalte levende og engageret om alt fra private meningsforskelle i familien til indkøbsmuligheder, studieforhold, medieforbrug, og ungdomsliv. Og man fik som en tilhører en klar fornemmelse af, hvilke forhold hun værdsatte, og hvilke forhold, der føltes som begrænsninger i den personlige frihed.

Idealet i DDR var at skabe lighed mellem borgerne. Kvinderne var generelt lige så meget på arbejdsmarkedet som mændene, og børneinstitutioner var næsten gratis, da staten havde overtaget virksomheder og institutioner og kunne bestemme priserne. Der var derfor også høj grad af ligeløn. Lægen tjente ikke meget mere end butiksmedarbejderen. Kulturtilbud og muligheder for at dyrke sport var tilgængelige for alle, hvilket også bidrog positivt til fællesskabet ifølge Anette H.

Men det var vigtigt at være en god socialist. Vi hørte bl.a. om, hvordan man i Arbejder-og Bondestaten DDR foretrak elever, der kom fra arbejder-og bondefamilier fremfor børn af intellektuelle. Anettes far var institutleder og dermed intellektuel, og hun havde derfor svært ved at få en af de to pladser i gymnasiet, der var afsat til eleverne efter grundskolen, selvom hun var egnet og gerne ville!

Det lykkedes dog takket være nogle forbindelser- men der var andre sten på vejen. Da Annette sammen med et par andre valgte at møde op første dag på gymnasiet i privat tøj, blev eleverne udskammet, da de ikke var iført den uniform, som man bar i den socialistiske ungdomsorganisation FDJ. Senere mærkede hun indoktrineringen på sit danskstudie, hvor læreren fremfor at oplyse nuanceret om Danmark kun betonede alt, hvad der var negativt set gennem de socialistiske briller.

Man skulle vise sin loyalitet over for systemet, og det betød også, at kritik af socialismen var no go. Medierne var fyldt med rosende ord om forholdende i DDR, mens ulemper som kødannelser i forhold til at få bolig, bil og basis-fødevarer blev fortiet. 

Valgene i DDR var ikke frie. Der var godt nok nogle alibi-partier, men borgerne blev overvåget, når de skulle afgive stemme, og den ene kabine, hvor man kunne sætte sit kryds anonymt, blev typisk ikke benyttet, da man så ville blive mistænkeliggjort.

Alt i alt fornemmede man, at den tryghed som Anette H. havde følt som barn, efterhånden måtte vige for en fornemmelse af frustration over den manglende frihed i DDR. Hun var en af dem der tilsluttede sig parolerne ”Wir sind das Volk” og ”Visafrei bis Hawai” og var glad, da muren faldt i november 1989. Hun havde dog ikke ønsket sig en total opløsning af det socialistiske system, snarere reformer ligesom mange andre DDR-borgerne. I dag er hun glad for sit liv i Vesten, men kritiserer dog også den ulighed, der hersker her på mange områder.

/LH

Velbesøgt Orienteringsaften

Husk at ansøge inden d. 1. marts

Der var mange gæster med gode spørgsmål, da vi d. 21. januar havde Orienteringsaften for kommende elever og forældre. 

Husk at ansøgningsfristen til en ungdomsuddannelse er d. 1. marts. 

Se mere her: 

- Uddannelsesguiden

- Optagelse.dk

ELEVFILMFESTIVAL ØST

Mediefagselever i Cinemateket

Lørdag d. 25. januar deltog mediefagseleverne Nikolaj 1q og Cecilie og deres skuespiller Alice i Elevfilmfestival Øst for mediefagsproduktioner på Sjælland i 2024.

Deres gyserfilm "Jeg holder øje med dig" var nemlig blevet nomineret Det foregik i Cinemateket i København, og selvom filmen ikke vandt en pris, havde vi en rigtig hyggelig dag. Hvis du tør se filmen - så klik her

2b varmer op inden deres eventyr i de franske bjerge

En tur i svømmeren

Når 2b skal på adventure studietur, skal de bl.a. prøve kræfter med canyoning. En af udfordringerne undervejs er et spring fra mindst 3 meter ned i vandet. Klassen har derfor med stor energi og positivitet varmet op til studieturen med en udfordrende tur i svømmehallen, hvor der er blevet prøvet forskellige aktiviteter af.

Vi sluttede denne udfordring af med spring fra vipperne, så nu er vi alle klar til en aktiv uge i de franske bjerge!

Thomas og Stine takker klassen for en sjov og hyggelig eftermiddag.

Elevernes egne ord

"Skolen er et dejligt sted at være, vi kender allesammen hinanden på kryds og tværs af årgangene. Det gør også at alle føler sig velkommen."

"Man bliver udfordret med mange nye opgaver, men lærerne er søde og hjælpsomme, og står klar til at hjælpe"

"Man kan være sig selv og det bliver accepteret. Det er det, der er fedt ved FVGH."