2b laver fugtighedscreme i kemi
Få opskriften her!
Fugtighedscreme kan laves efter flere forskellige opskrifter. Formålet med en creme er at levere vand til huden, så princippet for alle fugtighedscremer er at binde vandet til en fedtholdig fase, som hjælper huden med at optage vandet. For at binde vand og fedt sammen bruges en emulgator, disse findes der mange forskellige af.
Her laver kemikerne i 2b emulgatoren ved at blande triethanolamin (udtales tri-ethanol-amin) og stearinsyre. Deres underviser i kemi, Jannick, har lavet en video, hvor de præsenterer opskriften.
Opskriften, til dem der kan skaffe materialerne, kan findes herunder:
Fedtfasen:
50 g palmin
10 g stearinsyre
10 g paraffinolie
Vandfasen:
120 mL demineraliseret/destilleret vand (postevand er ikke godt nok)
1,0 g triethanolamin
10 g glycerol (sælges også under navnet glycerin)
Fedtfasen varmes op til ca. 80°C, og vandfasen varmes op til ca. 90°C
ADVARSEL: Hvis fedtfasen er over 100°C kan vandfasen koge eksplosivt
Den opvarmede vandfase hældes langsomt over i den opvarmede fedtfase under kraftig omrøring. Fortsæt omrøring mens cremen køler af. Når cremen er kold er den færdig. Cremen er neutral og parfumefri, og kan holde sig i nogle måneder, hvis den opbevares i en ren beholder og står på køl.
Det var så lidt.
/JBM