Frederiksværk Gymnasium og HF

Skolestart

Håndsprit, ensrettede trapper og forskudte frokostpauser er den nye virkelighed på FVGH

Rektor holder morgensamling udenfor
De nye elever på skovløb

I mandags havde de nye 1.g og 1.hf’ere første skoledag på Frederiksværk Gymnasium og HF. Solen skinnede og flaget var hejst som sædvanlig, men ikke alt var som det plejer. Rektor, Peter Brink, bød velkommen og præsenterede eleverne for de nye forholdsregler i forhold Covid-19. Det betyder bl.a. at eleverne får forskudte frokostpauser således at de ikke samles for mange i kantinen på én gang. Denne er desuden blevet forsynet med afstandsmærker i gulvet og plexiglas. Et par af trapperne på gymnasiet er blevet ensrettet og der er selvfølgelig opstillet håndsprit alle vegne. Den første morgensamling blev afholdt udendørs i det gode vejr og her blev også afstandskravet repeteret for eleverne. Al idrætsundervisning foregår udendørs, så vi må håbe det gode vejr fortsætter. Nedslående for eleverne var budskabet om, at der ingen fester bliver foreløbig, de kan dog godt lave hygge-arrangementer klassevis.

Helt i skoven

Onsdag var dagen, hvor alle de nye elever skulle en tur i skoven ved Asserbo Slotsruin på teambuilding-øvelser. Også her foregik udfordringerne med afstand og sprit på alle poster. Der var masser af grin, da klasserne blev udfordret i discipliner som ”Kryds en imaginær flod”, ”Problemløsning med snore” og Tal-kubb. Vinderklassen af skovløbet blev G2 tæt forfulgt af en delt andenplads til 1q og G1. Vinder af ”Klassens trofæ” blev G3 og vinder af bedste slagsang G1. Selvom eleverne må undvære intro-festen, er skolestarten gået over al forventning og alle tager den nye virkelighed på FVGH med godt humør.

Elevernes egne ord

"FVGH er et sted, hvor der er plads til alle, undervisningen er god og her er rart at gå"

"På FVGH er der et roligt og trygt miljø. Skolen har plads til alle og undervisningen er i top!"

"Her er alle velkommen og her er smil!"

"Det gode ved FVGH er helt klart sammenholdet og kammeratskabet. Lærerne og lektionerne er også i top! "

"FVGH er et dejligt sted at være. Lærerne tager hånd om alle eleverne. "

"Det gode ved FVGH er helt klart sammenholdet og kammeratskabet. Lærerne og lektionerne er også i top!"

"Det bedste ved FVGH er de nye venskaber på tværs af klasserne "

"Studievejlederne er gode til at vejlede os til, hvilken studieretning, der er bedst for os og forberede os på, hvad der venter efter gymnasiet "

"Det bedste ved FVGH er den strukturerede undervisning"

"FVGH er en dejlig skole med unge fra forskellige miljøer. Det bliver altid til spændende og sjove - samtidigt lærerige timer. "