Frederiksværk Gymnasium og HF

Rejseberetninger fra 2x i Rom

Læs tre spændende rejseberetninger fra Rom skrevet af Tijana, Niels og Anna-Sofie fra 2z

Perterskirken

Kirkechok i Rom

Af Tijana Milivojevic

Mit vækkeur ringer og jeg står op. Stadigvæk udmattet. Jeg rejser mig og gør mig klar.

Jeg er på vej hen til metroen, og der er mange mennesker. Overalt. Jeg køber min billet og tjekker mig ind og går dernæst ind i metroen.

Jeg står på Peterspladsen og kigger op på alle de statuer, der er skitseret af forskellige helgener og Paver, der har været i kirken gennem tiden. Pladsen er enorm, og jeg har aldrig forestillet mig noget så stort.

Midt inde på pladsen står der en obelisk, som er midtpunktet for hele pladsen. Den er høj og mørk i farven, ligesom det største tårn, der står på Rådhuspladsen i København. Men dette punkt er ikke et tilfældigt punkt. Rundt om pladsen er der mange søljer, som forbinder helgenerne og Paverne. Jeg går hen til obelisken, og står ved den nu, og jeg ser mig rundt. t. I jorden rundt om obelisken, er der marmorplader, som viser Nord, Syd, Øst og Vest. Jeg står nu på en af disse plader, som viser retning mod Øst, og jeg kigger rundt på pladsen. Mit blik strejfer søjlerne. Før var der mange søjler, nu kan man kun se de forreste. Utroligt.

Jeg går fra obelisken, og jeg stiller mig ind i den uendelige lange kø. Og venter. Da jeg står i køen, spekulerer jeg over, hvor lang tid det må have taget at bygge sådan en enorm kirke med udsmykning, statuer og selve Peterspladsen. Køen rykker fremad. Men langsomt. Det er som om alle er snegle. Jeg tænker videre over dette mysterium.

Pludselig er vi nået til kontrollen. Jeg tager min jakke og taske af, hvor de så bliver kørt igennem en scanner. Samtidigt går jeg selv igennem en anden scanner. Jeg får mine ting igen, og alt er som det skal være. Jeg går mod kirkens hovedindgang, hvor jeg venter på min guide, kameramand og medjournalist.

Guiden fortæller forskellige fakta om kirken, mens vi alle nyder solens stråler, som slikker vores ansigter. Når han er færdig, går vi alle mod indgangen. Da jeg kommer ind i kirken, taber jeg kæben!

Alt er stort. Alt er marmor og alt er guld. Alt er vidunderligt for øjnene. I kirken er der en speciel duft, en som man ikke er vant til. Duften er beroligende.

Jeg fortsætter ind i kirken. Der er mange mennesker, som alle er fra forskellige lande. Jeg stopper et kort sekund, og kigger rundt, og mit øje fanger en levende statue! Jomfru Maria som holder Jesus, efter han er blevet taget ned fra korset. Hun holder ham i sine arme. Statuen er lavet af marmor, og jeg forbløffet over, hvor levende, den er udhugget. Et kort sekund bilder jeg mig selv ind, at den er levende. Jeg kigger på Marias ansigtsudtryk, og det er tydeligt, at hun er trist, samtidigt opfanger jeg, at hun ikke har rynker i ansigtet. Min guide fortæller os, at man har valgt at udhugge hende som en ung kvinde. Samtidigt er Jesus udhugget så detaljeret, at man kan se hans muskler forskellige steder på hans krop, og de hudfolder som opstår, når man bliver holdt oppe af et andet menneske.

Dette var levende sten.

Jeg fortsætter ind i kirken og kigger rundt. Jeg når et afmærket område, hvor man ikke må gå ind. Jeg kigger, men ser intet, og derefter går jeg videre. Da jeg går videre, rammer det mig pludselig, at i gulvet er mål for alle de andre kirker verden over. Jeg læser de forskellige kirker op for mig selv, og fastslår, hvilke jeg har besøgt. Jeg når ned til den næststørste kirke, som kan være i Peterskirken, og den er stor. Derefter undersøger jeg på, hvor meget af Peterskirken, der er tilbage. Det er ikke en stor overraskelse, at der er meget tilbage. Peterskirken er jo den største kristne kirke.

Jeg går videre. Og ser mig rundt. I gulvet er der tre farver marmor, i væggene er der stolper lavet af marmor, udsmykningen er lavet af marmor og guld. Loftet er udsmykket med guld. Ægte guld. Overordnet er næsten alle kirker i Rom udsmykket med guld og marmor. Jeg går hen til kuplen, og jeg står under den nu. I kuplen er der skrevet noget fra biblen om Sankt Peter. Der hvor jeg står, anslår jeg, at bogstaverne er små. Men - jeg kommer i tanke om det, jeg fik at vide inden jeg trådte ind i kirken: Bogstaverne er ikke i nærheden af at være små. De er to meter høje. Jeg er forbløffet, men ryster det hurtigt ud af mit hoved, og går op til alteret. Jeg har ryggen mod indgangen. Jeg vender mig om, og kigger fra højre til venstre og ned langs kirkegulvet. Kirken er formet som et kors. Dette er Sankt Peters grav, selvom han ligger under kirken. Jeg går ned ad det lange kirkegulv, der er fortsat mange mennesker, det gør det besværligere at gå ned langs gulvet. Jeg når ned til portene, og ser mig omkring. De flotte udhugninger af små engle, guldloftet, marmorgulvet, de enorme stolper, som holder kirken oprejst, kuplen som er kæmpe, sollyset som rammer gulvet perfekt, menneskerne som suger alt til sig. Jeg betragter det hele. Alt. Hver og en detalje.

Mit øje strejfer den lange kø, som er i kirken. Jeg går længere op, og prøver at se, hvad der er, som alle vil se. Og der er han. Apostlen Peter, dog bare i bronze. Jeg går tættere på. Jeg kigger op på ham og giver ham elevatorblikket: Oppe fra hans ansigt og ned til hans fødder. Den venstre fod er hel, mens højre fod er slebet lidt af. Min guide fortæller, at den højre fod giver held, hvis man giver den et strøg med hånden. Jeg løfter øjenbrynene, og tænker ikke så meget over det. Indtil det rammer mig, hvor mange mennesker, der må have rørt ved hans højre fod, hvis bronzen er nedslebet, så man ikke kan ane storetåen mere.

Denne tanke ryster jeg ikke af mig.

Det er mange mennesker, som har besøgt kirken og rørt foden i flere århundreder.

Jeg tænker tilbage. Santa Maria Maggiore er en anden kirke i Rom, som jeg også har besøgt.

Jeg står foran den, og den er smuk. Jeg kommer ind i kirken - loftet er guldbelagt. Alteret har guldudsmykning, og detaljer rundt i kirken er ligeledes af guld. I denne kirke dufter der af brændt kul. Ikke den slags kul, som lugter, når man har et bål, men den slags kul, hvor man føler, at man bliver renset indvendigt. I denne kirke er der også søjler, som holder kirken oppe. Denne kirke minder meget om Peterskirken, da den har guldudsmykning i loftet og adskillelige steder inde i kirken. Jeg står ved portene, og kigger op i loftet. Jeg kan se, at det buer, da guldet er tungt. Det er et fantastisk byggeværk, da det hele holdes oppe uden at falde ned, selvom det er blevet renoveret gennem årene.

Jeg tænker videre. Chiesa di Sant´lignazio di Loyola er endnu en kirke, jeg har besøgt. Den er anderledes end de andre kirker i Italien. Og særdeles anderledes sammenlignet med Peterskirken. Den er lille i forhold til Peterskirken, men stor at bygge for et mandfolk.

Det specielle ved denne kirke er, at den er ikke overdådig, ligesom de andre kirker. Jeg går ind i denne kirke, og min guide fortæller mig, at jeg skal stå på en gul plet, som er bygget ind i gulvet. Jeg tænker, at der er mærkeligt, at jeg skal det, men han har nok en idé med det.

Jeg står på pletten, og han beder mig om at kigge op i loftet. Det gør jeg uden tøven. Da jeg kigger op i loftet, ser jeg en kuppel. Intet andet. Derefter får jeg at vide, at jeg skal op til alteret. Det gør jeg igen uden tøven. Jeg kigger op i kuplen, men der er ingen! Den er malet! Det hele er et fupnummer, og jeg føler mig lidt narret. Og lidt dum. Det hele er bare en illusion, og endnu gang beviser romerne, at de havde mere mellem ørene end bare at gå i krig og erobre lande verden over.

Perspektivet var på alle måder vigtigt for romerne. I Chiesa di Sant´lignazio di Loyola manglede man penge til at lave kirken færdig, så derfor malede man dimensionerne rundt i kirken, så den så mere overdådig ud. På Peterspladsen benyttede man også perspektivet, men bare på søjlerne. Santa Maria Maggiore er kirken med det første guld bragt til Rom, og den er overdådig. Peterskirken er den største kirke. I Peterskirken føler jeg, at jeg er en myre.

Jeg tænker på de danske kirker, imens jeg er i Peterskirken. Lokalkirkerne i Danmark er ikke noget særligt, sammenlignet med de italienske kirker. Danske kirker er flotte på deres egen måde, men de kan ikke hamle op med guld, marmor og perspektiv. Vor Fru kirke er smuk og har også statuer af marmor indvendigt, men dog er den ikke på samme niveau som de kirker, der er bygget i Italien. De italienske kirker kan man næsten betragte som ideelle kirker, mens de danske kirker er meget simple.

Jeg tænker over alle de kirker, der er blevet bygget gennem tiden i Italien, mens jeg med rolige skridt går ud af Peterskirken. Jeg spekulerer stadigvæk over, hvordan italienerne har lavet disse kirker uden nogen form for maskiner. Søjlerne af marmor er enorme og meget tunge, og alligevel står de helt oprejst i kirkerne. Det er legendarisk. Disse anonyme mænd bør hyldes og fejres, for det er dem, som har bygget kirkerne, og det er derfor, de står her i dag. Jeg klapper ad dem inde i mit hoved, lige så ivrigt som en fodboldfan gør, efter hans yndlingshold lige har vundet en kamp. Samtidig når jeg Peterskirkens enorme porte og kigger over pladsen en sidste gang.

Hvem ved, hvornår jeg kommer tilbage?

Pompeji

Pompeji på gadeplan

Af Niels Visti Hemmingsen

Jorden ryster, bjerget eksploderer, asken regner ned og alt bliver sort. Sådan må det havde været at være indbygger i den romerske by Pompeji den 24. august i 79 e.Kr, hvor byen blev fanget i en tidskapsel, som først blev åbnet i 1748.

Det første jeg ser når jeg træder ind i Pompeji, er byens amfiteater. Det har ingen af de gigantiske dimensioner der kendetegner verdens mest berømte amfiteater Colosseum, men det lykkes teatret at træde frem som den største bygning i mit synsfelt. For at komme ind skal man gennem de tykke mure, og jeg er kortvarigt blind indtil mine øjne vænner sig til det dybe mørke, som står i kontrast til det stærke lys udenfor. Jeg træder ud i arenaen, og bliver nu blændet af den stærke sol. Da mine øjne vænner sig til lyset, får jeg det kortvarigt som om jeg er en gladiator, der lige har trådt ud i arenaen, hvor flere hundrede råbene tilskuere venter, og hvor de alle fryder sig ved tanken om det snarlige blodbad. Jeg blinker og er pludselig tilbage i nutidens ruin. I arenaen, som jeg befinder mig i, tårner amfiteatrets murer sig op rundt om mig, og det virker som om stedet er designet til at få en til at føle sig lille og ubetydelig. Der er ikke meget af de originale siddepladser tilbage, som består af store rektangulære sten. Men de der er tilbage, er blevet samlet nær bunden af tribunerne, så man kan få en fornemmelse af hvordan stedet så ud den dag for over 2000 år siden.

Jeg bevæger mig ud af endnu en mørk gang for at komme ud af amfiteatret, og det første der springer mig i øjnene, er den store bygning på den anden side af gaden. Man går ind i det ene hjørne, og befinder sig pludseligt i en søjlegang, der på den ene side er åben ud til et kæmpe stort indhegnet græsareal. Jeg finder hurtigt ud af, at dette areal har været anvendt som offentligt træningscenter, hvor alle mænd kunne komme for at holde sig i form. Der er intet af det originale underlag tilbage inde på hovedarealet, alt er groet til med græs og træer. Det er svært at forestille sig, at dette var en bygning, der engang emmede af liv og dannede ramme om et kæmpe socialt fællesskab.

Jeg bevæger mig nu ind mod byens centrum. På dette sted er der ikke noget tilbage af romernes berømte veje, så jeg går afsted på det støvede grus, som sammen med varmen skaber en let trykkende følelse, men jeg ænser det ikke, for i horisonten kan man beskue et af byens mest berømte vartegn Vesuvio. Det var denne vulkan, som begravede Pompeji i aske den dag for så lang tid siden, og den skærer stadig en aveinspirerende skikkelse. Vesuvio står ensomt, og tårner sig over det omkringliggende frodige grønne landskab. Det var denne frodige natur, som fik folk til at bosætte sig omkring det, de nok troede bare var et bjerg. Vulkansk aske er et af naturens bedste gødningsmidler, og er det, som har gjort jorden omkring vulkanen så frugtbar. Pompeji står tilbage som en advarsel om Vulkanens mindre godgørende side.

Efter lidt gang kommer jeg ind i det der må havde udgjort den reelle by Pompeji. Her strækker sig en gade, som virker næste uendelig lang, og der er fyldt med ruiner af huse på begge sider af den. Underlaget har ændret sig drastisk, hvor jeg før gik på støvet grus, står jeg nu på en af de veje romerne er så berømte for. Vejbelægningen består nu af store flade sten, som bærer præg af tidens gang. De er slidte, og niveauforskellen mellem toppene af stenene og mellemrummene mellem stenene er overraskende stor, og man skal konstant være opmærksom på placeringen af sine fødder, hvis man ikke er interesseret i at brække en ankel. Stenene bærer også præg af den store mængde trafik, som har været nødvendig for at en by som Pompeji kunne holde sig i gang. Hjulsporene fra de vogne, der har bragt varer ind til byen, er flere steder overraskende dybe, og er til stede i hele vejens længde. Jeg bukker mig ned og mærker stenene med min hånd. De føles utrolig hårde, og tanken om hvor mange vogne, der har kørt her, for at efterlade så dybe mærker, ligger uden for min forestillingsevne, men det får mig til at tænke på de flere tusind lastbiler, der dagligt kører ind og ud af moderne storbyer for at holde dem forsynet med livsvigtige varer.

Man kalder ofte moderne storbyer for ”beton jungler”. På samme måde vil man kunne kalde Pompeji for en ”murstens jungle”, for det er tydeligt det mest almindelige byggemateriale. Alt denne frodige natur er nu ude af syne, og farvepaletten består nu af grå, orange og rød. End ikke et græsstrå stikker op mellem de sten, der udgør vejen. Som jeg bevæger mig ned ad gaden, begynder jeg at føle mig en smule klemt. Vejen er smallere end jeg er vant til, og husene, som egentlig kun er i en etage, føles utrolig høje. Jeg går ind i et af de mere velbevarede huse, og hvor er det imponerende. Væggene er dækket af mosaikker, som viser diverse scener fra den romerske mytologi, samt berømte slag og personer. Hvis vægge kunne tale, ville disse vægges fortælling aldrig slutte. Tænk hvad de har været vidner til! Når jeg står inde i huset, er det let at forestille sig, hvordan nogen har haft deres daglige gang her, for trods sin tilstand som ruin så har alt liv ikke forladt ejendommen. Huset har den mest fantastiske have, som var så indbydende, at jeg ikke kan lade være med at gå en tur rundt i den. Dens pragt ligger ikke i mangefarvede blomster eller hos planter, der slynger sig op ad væggene, nej. Havens charme ligger i den udstråling af fred, som virker helt malplaceret her på stedet, hvor alt liv forsvandt på så utrolig kort tid for 2000 år siden.

Jeg når pludseligt vejens ende, og gaden åbner op ud mod en kæmpe plads. Dette er byens forum, dens centrale plads. Byens midtpunkt. Her får jeg virkelig en fornemmelse af fordums storhed. Der er rester af en søjlegang, som har gået langs kanten af hele pladsen, og har understøttet en del af 1. sal på de bygninger, der omkredser pladsen. Her er fuldt af mennesker, og det er ikke svært for min fantasi at forestille sig, at sådan her har det måtte være i byens storhedstid, hvor borgerne samledes på denne plads for at diskutere politik, mødes med venner og alle de andre gøremål som datidens byboere tog sig til. Pladsen fylder mig med en følelse af lethed, for her er lys og luft, og det er svært at tænke sig til, at jeg nogen sinde har følt mig klemt af byen omkring mig. Jeg når hen til det ene hjørne af pladsen, og ser en af de mere intakte bygninger, som er blevet brugt til at opbevare genstande, som er dukket op under udgravningen af byen, hvilket primært ser ud til at være amforaer. Men det er ikke fortidens shippingcontainer, der får min opmærksomhed. Det jeg lægger mest mærke til er de afstøbninger der er blevet lavet af de mennesker, der blev begravet under asken da Vesuvio gik i udbrud. En af afstøbningerne er en person, som bare sidder ned, med hænderne foran ansigtet. En anden viser et menneske, der ligger på siden som om det faldt om under udbruddet, hvilket ikke er utænkeligt. Men den afstøbning der gør mest indtryk på mig, er den af et lille barn, der bare ligger på siden, med armene holdt foran kroppen som for at standse et fald. Det er svært ikke at forestille sig den frygt, der må have gået gennem disse mennesker i tiden op til deres død. Jeg tror ikke at de har kunne forestille sig, at de engang ville blive en del af den udstilling som Pompeji er den dag i dag.

Kuplen i Peterskirken

St. Peterskirken og jeg

Af Anna-Sofie Mortensen

En tur til det italienske Rom, hvor man kan opleve St. Peterskirken, som er den største kirke i Rom og en meget populær turistattraktion.

Jeg står her i den lange kø, sammen med en hel masse andre mennesker, som alle venter på at komme ind og se St. Peterskirken. Jeg nyder det gode vejr, himlen er blå og solen skinner på mine bare arme. Jeg tænker lidt på alle de andre steder, jeg har besøgt. Jeg spekulerer over, om den her kirke virkelig er noget speciel, i forhold til de kirker jeg har set og at den føles ligeså stor at være i, som den ser ud. Jeg får følelsen af jeg skal ind og se noget meget stort og populært. Jeg mærker de mange mennesker begynde at skubbe til mig, sikkert i håb om at køen vil gå hurtigere, men intet rykker sig.

Indgangen

Jeg står ved security og lægger min taske i en boks. En hurtig tanke strejfer mig, om jeg har noget med som jeg ikke må, men med det samme som jeg tænker tanken, får jeg min taske igen. Alt er som det skal være. Jeg går op af trappen og ind i kirken. Her står jeg, i kirkens indgang, længe ventet og nu sker det endelig. Jeg syntes allerede nu at kirken ser meget stor ud. En kold brise rammer mig, her er en del koldere end vejret udenfor.

Forvirring

En følelse rammer mig, en følelse af forvirring. Jeg er i mængden af en masse andre og ved egentlig ikke hvor jeg skal starte med at kigge. Jeg står i noget tid, før jeg beslutter mig. Jeg beslutter mig om at gå ind i flokken af mennesker og følge strømmen sammen med de andre turister. Jeg stopper og kigger op i loftet, der er meget højt til loftet. Jeg står og kigger, da en mand med brunt hår, sort tøj og en smule svedlugt siger til mig, at bogstaverne som står på siden af væggen, rigtig er 2 meter. Jeg kigger helt målløst op på de 2 meter store bogstaver, for mig ser de kun ud som en halv meter. Jeg tænker om det overhovedet kunne være rigtig, til jeg ser hans skilt, der står guide på. Jeg bestemmer mig for at gå lidt videre, mens jeg stadig tænker over de bogstaver. Alt er så stort herinde, at 2 meter kommer til at se ud som en halv meter. Jeg går langs flokken igen og ser på skulpturerne, de er virkelig flotte og store. Jeg syntes det helt utroligt, at et menneske kan lave noget så stort, smukt og unikt, og at det stadig kan holde i så mange år. Jeg går videre og kigger rundt, jeg ligger mærke til det flotte marmorgulv og til mosaikken i kirken, jeg ved i forvejen at der er rigtig mange mosaikker i Peterskirken.

Mosaikken er så flot, det er helt utroligt hvor meget arbejde der ligger i at få det hele til at passe sammen og hvor lang tid der må være blevet brugt. Jeg kigger på guiden, han er på vej mod mig, jeg bliver lidt nervøs over hvorfor han kommer herhen igen, har jeg mon gjort noget forkert? Han stopper ved mig, han spørger om jeg har været oppe i kuplen endnu, jeg svarer nej, men at jeg gerne vil opleve den. Jeg tænker jeg vil gå op i kuplen som det sidste, og guiden er allerede på vej væk, inden jeg spørger hvordan jeg kommer derop.

Kuplen

Jeg finder selv vej til kuplen. Jeg går og går op af trappen, som om den aldrig ender. Jeg står oppe i toppen af kuplen, kigger ned af de 537 trappetrin, som jeg har besejret. Jeg får en smule højdeskræk af at kigge ned, men jeg tænker allerede på noget andet nu. Jeg ser hvor stor kirken er, og hvor små menneskerne ser ud her fra. Jeg står uden for, helt oppe i toppen af kirken og det første jeg ligger mærke til er udsigten. Den er så smuk og jeg kan se ud over det hele, og kan se en stor del af Roms by. Jeg begynder at mærke vinden, som suser lidt i mine ører. Vejret er stadig godt, himlen er blå og solen skinner. Men luften og vinden er meget koldere heroppe, end nede på pladsen. Jeg kigger ud over byen og syntes det hele er så stort og vidunderligt.

Jeg lægger meget mærke til statuerne, hvor jeg opdager at det kun er fronten, som der er blevet gjort noget ud af. Nede fra Peterspladsen ser statuerne helt gennemførte ud, men heroppe fra, kan jeg se, at de ikke har tænkt på at lave bagsiden af figurerne. Bagsiderne er bare helt flade og der er ingen former bagpå. Jeg tænker, at det vel heller ikke er meningen, at statuerne er lavet for at jeg skal stå og se på dem bagfra, når det jo er meningen man ser dem forfra og nede fra pladsen af. Jeg griner lidt inde i mig selv, at jeg overhovedet tænker over bagsiderne på statuerne ikke er pæne, og at jeg ikke tænker på hvor flotte de er forfra og hvor professionelt de er lavet. Jeg ser ud over Peterspladsen, og beundrer formen, som stolperne viser, selvom det bare er en rund cirkel stolperne står i, ser det helt fantastisk ud heroppe fra. Jeg ser også på den lange kø, der kun er blevet længere, jeg får helt lyst til at vinke til dem, men jeg tror ikke de ville opdage mig.

Peterspladsen

Jeg går ud af Peterskirken. Jeg ser på den lange kø som har dannet sig, imens jeg var inde i kirken, den er over dobbelt så lang, som da jeg stod i den. Menneskerne i køen virker spændte, hvilket jeg godt kan forstå, jeg var selv meget spændt for at skulle se kirken. Jeg stiller mig på midten af Peterspladsen og kigger ud på de høje stolper. Her hvor jeg står, går stolperne i et, så jeg kan kun se de forreste stolper. Det virker ret overskudsagtigt, at man kan lave det, så at når man står et sted, går alle stolperne bag de forreste væk fra ens syn, men når man står et hvilket som helst andet sted, kan man se alle stolperne. Jeg mærker en glæde inden i, en glæde af, at jeg har set noget så stort og fantastisk. Jeg er glad for vejret er godt, jeg tror vejret har hjulpet en del på mit humør og min positivitet om kirken. Jeg mærker også en lille glæde over at se på den lange kø, og vide jeg allerede har været inde i kirken. Jeg stiller mig en sidste gang og kigger på kirken, jeg tænker på, hvad det er, som jeg lige har set, de 2 meters bogstaver, fronten og bagsiderne af statuerne, størrelsen af kirken og bare det hele i et. Det er en vidunderlig følelse, at kunne gå hjem, med tanken om jeg lige har set noget jeg fandt interessant, og ikke noget jeg er skuffet over.

Kirken om aften

Mens jeg er på vej tilbage til mit hotel, tænker jeg stadig på St. Peterskirken. Jeg har førhen hørt, at om natten er lysene tændt, og det derfor skulle være meget smukt, at se kirken udefra. Jeg ville gerne se kirken om aften og se om det er så smukt, som andre siger. Jeg tror det ville være rigtig flot, og en hel oplevelse i sig selv. Men det må blive næste gang, jeg besøger Rom.

Minder fra St. Peterskirken

Jeg ligger i sengen på hotelværelset, under et tyndt lagen, og savner min dyne hjemme i Danmark. Jeg tænker over mit besøg i Rom og jeg vælger at kigge min fotomappe igennem på mobilen. Jeg glæder mig til at vise dem hjemme i Danmark, alle mine billeder og videoer som indeholder minder fra St. Peterskirken og fortælle om min oplevelse.

/LA

Elevernes egne ord

"Jeg har valgt at være med i elevrådet, fordi jeg synes det er spændende. Jeg vil gerne vil have medindflydelse på, hvordan tingene på FVGH er, da det er en stor del af min dagligdag."

Om sit arbejde i elevrådet

"Jeg mener at elevrådet er med til at trække skolen i den rigtige retning"

Om sit arbejde i elevrådet

" FVGH giver dig en masse rum til at være dig selv, til udvikling og en ny start "

"Her er sammenholdet i top - og der er plads til alle"

"Elevrådet giver en medindflydelse, hvilket er uvurderligt for elevernes sammenhold"

Om sit arbejde i elevrådet

"Her er lærerne altid glade og klar til at snakke"

"På Frederiksværk Gymnasium og HF har vi et godt socialt fællesskab og samvær, hvor alle kan komme og sige hvad de tænker og føler"

"Den gode balance mellem faglighed og kultur er med til at skabe og vedligeholde Frederiksværk Gymnasium og HF. "

"Med gymnasiet har du så mange muligheder bagefter"

Om valget af FVGH

"Det bedste er helt klart sammenholdet og vennerne, og stemningen også - og der er god undervisning og gode mennesker på FVGH."