Frederiksværk Gymnasium og HF

Tillykke til Oliver 1q
- vinder af Π-konkurrencen

Faktisk stod det ikke i kortene, at Oliver Sørup Opfermann skulle blive mester i hukommelse.

Olivers vinderskærm med de 241 decimaler
Oliver Sørup Opfermann, 1q

Oliver begyndte i 1q på FVGH i august 2017 med en diagnose fra Hillerød Sygehus om ”indlæringsvanskeligheder på grund af besvær med at huske og fastholde informationer”.

Så hvordan er det lykkedes Oliver at huske pi med 241 decimaler?

Oliver fortæller selv, at han fandt inspiration i Joshua Foers bog ”Moonwalk med Einstein – Kunsten at huske alt”. Som titlen antyder, fokuserer bogen på hukommelsesstrategier, og ikke mindst beretningen om Romertidens billedtænkning inspirerede Oliver: ”I Romertiden var der jo ikke papir og blyant, så almindelige folk brugte billeder til at formidle informationer. ”

Den idé har Oliver taget til sig, og han har udviklet sin helt egen hukommelsesstrategi, idet han understreger, at sådanne strategier er helt individuelle. Andre gør det på helt andre måder.

Oliver husker tal i billeder. Den 241-ciffer lange talrække deles op i 2-5 tal ad gangen, der hver især optræder som et samlet billede i hukommelsen.

Tag for eksempel talrækkefølgen 926. Først lukker Oliver øjnene og forestiller sig at tallene bliver skrevet ind i hukommelsen, og tallene er blå - yndlingsfarven. Derefter gentages denne ’blå proces’ med åbne øjne, og til sidst sætter Oliver et billede på talkombinationen. Der er ikke tale om et logisk billede i sammenhængen. Tallene taler til et kreativt sted i Olivers hjerne, og et billede dukker op af sig selv.

926 endte som en pose mel. Andre billeder er 535, der blev til en brun lædersofa, 897 blev til Helvede og 9323 en slange.

Nogle talkombinationer er ”nemme” og behøver ikke noget billede som for eksempel 1415, der for Oliver har en logisk progression i sig selv.

Billederne er redskaber i processen. De anvendes til at gemme tallene i langtidshukommelsen. Derefter er billedets funktion udtjent, og det forsvinder, mens de blå tal bliver siddende i langtidshukommelsen.

Men hvad så med rækkefølgen af ’de blå talkombinationer’? Oliver inddeler den lange række i perioder af 75 – 100 tal og husker dem som skiftevis lyse og mørke perioder. Derudover er Oliver overbevist om, at yndlingsfarven blå hjælper med til at holde tallene fast i langtidshukommelsen. Til sidst skrives tallene ned i hånden, hvilket også bidrager til, at de sætter sig bedre fast.

Det var matematikundervisningen på gymnasiet, der inspirerede Oliver til overhovedet at give sig i kast med denne gigantiske hukommelsesudfordring. Det er et fag, som Oliver ikke var videre begejstret for i folkeskolen, men som nu er et af de fag, han er blevet meget glad for.

Måske er det at huske 241 tal ikke Olivers største bedrift. Måske ligger den egentlige bedrift i den viljestyrke og videbegærlighed, der har fået Oliver til at trodse diagnosen om indlæringsvanskeligheder.

På FVGH siger vi stort tillykke og godt gået!

Også stort tillykke til

Hannah 2a med 2. pladsen - 207 decimaler

Anne 3x med 3. pladsen - 111 decimaler

Christina 1x med 4. pladsen - 76 decimaler

Rasmus 2z med 5. pladsen - 61 decimaler

Elevernes egne ord

"Jeg har valgt at være med i elevrådet, fordi jeg synes det er spændende. Jeg vil gerne vil have medindflydelse på, hvordan tingene på FVGH er, da det er en stor del af min dagligdag."

Om sit arbejde i elevrådet

"Jeg mener at elevrådet er med til at trække skolen i den rigtige retning"

Om sit arbejde i elevrådet

" FVGH giver dig en masse rum til at være dig selv, til udvikling og en ny start "

"Her er sammenholdet i top - og der er plads til alle"

"Elevrådet giver en medindflydelse, hvilket er uvurderligt for elevernes sammenhold"

Om sit arbejde i elevrådet

"Her er lærerne altid glade og klar til at snakke"

"På Frederiksværk Gymnasium og HF har vi et godt socialt fællesskab og samvær, hvor alle kan komme og sige hvad de tænker og føler"

"Den gode balance mellem faglighed og kultur er med til at skabe og vedligeholde Frederiksværk Gymnasium og HF. "

"Med gymnasiet har du så mange muligheder bagefter"

Om valget af FVGH

"Det bedste er helt klart sammenholdet og vennerne, og stemningen også - og der er god undervisning og gode mennesker på FVGH."