Frederiksværk Gymnasium og HF

Dagbog fra Kina

2A’s studietur til Kina
af Laura, Kitt, Malthe & Karoline.

Fredag den 13. marts 2015

Vi skulle mødes i Københavns lufthavn kl.18, hvor vi fik tjekket vores bagage ind og sagt farvel til vores familier. Vi havde omkring 3 timer inde i lufthavnen, inden vi skulle ombord på flyet. De blev brugt på Starbucks og i de forskellige butikker. Tiden gik hurtigt, og vi var hurtigt ombord på flyet. Vi fik alle en plads ved nogen vi kender, så det var rart. Vi hyggede, snakkede og sov i ca. 9 timer inden vi endelig landede i Beijing. 

Lørdag den 14. marts 2015

Vi ankom til Beijing ved 13 tiden og blev hentet af en bus. Vi kørte ca. 3 timer før vi var på skolen, hvilket var lidt nederen. Da man landede, ville man egentlig bare gerne over på skolen med det samme. Vi ankom på skolen ved 17 tiden, hvorefter vi fik tildelt vores værelser, så vi kunne pakke ud. Om aftenen skulle vi til ’’Welcome dinner’’, hvor vi sad ved runde borde i grupper. Maden var meget anderledes, men super lækker. Det var overhovedet ikke som på de kinesiske restauranter i Danmark. Der blev holdt taler af nogle af skolelederne og nogle af os danskere. Det var rigtig hyggeligt, og efter middagen gik vi over på vores værelser og fik os selv ”installeret”. Vi var alle meget trætte efter den lange rejse, så alle gik forholdsvis tidligt i seng.

Søndag den 15. marts 2015

Idag besøgte vi Golden Street, som minder meget om Strøget. Der var rigtig mange mennesker, som kiggede på os og tog billeder. Det var rigtig skægt men også meget underligt pludselig at være en, folk vil have billeder af/med. Derefter tog vi til Ancient Cultural Street, som er et slags marked med små boder/butikker, hvor der blev solgt kinesiske ting. Der var en masse forskellige ting, og alle sammen var kinesiske, hvilket var meget anderledes men også rigtig flot. Det var ikke billige ting, men vi fik "pruttet" om prisen og fik det ned til en god pris. Vi blev hentet af bussen og blev kørt til et KÆMPE supermarked på 3 etager. Der var de underligste madvarer, bl.a. Chips med chokoladesmag, og man kunne købe friske skildpadder, som man kunne tilberede selv til middag. Det var meget specielt, og man kunne virkelig mærke at man havde mødt en anden kultur, spændende var det dog.

Da vi kom tilbage til skolen, spiste vi aftensmad og hyggede os inde på vores værelser.

Mandag den 16. marts 2015

I dag skulle vi hen på en tøjfabrik i Tianjin. På fabrikken fik vi lov til at se de forskellige kollektioner og se hvordan kontorarbejderne i firmaet designer nye varer, og hvordan de håndterer dem. I de to første etager var der både udgåede varer og nyere varer, som man kunne købe. Det var meget interessant at se, hvordan de kendte varer hjemme i Danmark bliver håndteret på produktionen.

Tirsdag den 17. marts 2015

I dag skulle op og gå på den kinesiske mur. Vi stod tidligt op, da vi havde en lang bustur foran os. Efter 3 timer i bus ankom vi til muren i Tianjin. Vi var heldige at der ikke var nogen andre turister på den del af muren som vi var på. Vi fik et par timer til at gå på muren, men vi måtte kun gå til det 4. tårn på muren, da trapperne efter det forsvinder eller er meget svære at gå på, og det kunne være meget farligt. Det var en utroligt spændende oplevelse og samtidigt fedt at kunne sige, at man har gået på et af verdens syv vidundere. På vej ud til bussen blev man ført igennem en lille stenbelagt sti med nogle gamle kinesiske huse omkring. Der prøvede de lokale at sælge os forskellige nødder, frugt, souvenirs osv. Utrolig fed og spændende oplevelse!

Onsdag den 18. marts 2015

I dag skulle vi hen og se en dansk virksomhed i Kina, nemlig Danfoss. Først blev vi kørt hen til en af deres kontorbygninger, hvor vi fik en kort introduktion til Danfoss vha. gebrokkent engelsk og en video, som fortalte hvad Danfoss stod for, og hvad det betød for Kina. Efter det blev vi kørt hen til en af deres fabrikker, hvor vi fik en kort guidet tur igennem fabrikken. Det var svært at høre hvad der blev sagt, men ellers sjovt at se. Efter at vi havde spist frokost på Danfoss, tog vi til Shi Family Yard, som var en gammel rig families gård. Utroligt, stort smukt og interessant sted. Der var bl.a. en stor sten i en af gårdene på 130 kg. På skiltet ved siden af stod der, at i gamle dage var man en god slave hvis man kunne løfte stenen. Drengene prøvede ihærdigt at løfte den. Den rykkede sig, men ville ikke løftes fra jorden.

Om aftenen, da vi var kommet tilbage på skolen, blev vi inviteret til fest af kineserne. Vi var skeptiske i starten, da vi har erfaret at kineserne opfører sig en hel del mindre modent i forhold til deres alder. Da vi ankom til festen fik vi en slikkepind og en hjemmelavet pap-billet. Det gjorde ikke vores anelser mindre usandsynlige, men aftenen viste sig at være rigtig hyggelig, og vi var glade for at de havde gidet vise os gæstfrihed og invitere os til fest.

Torsdag d 19. marts 2015

Så var det tid til at mødes igen, samme tidspunkt uden foran bygning 1. Vi samledes og fulgtes ned til bussen. I dag gik turen til Temple of Heaven, the Pearl Market og den forbudte by. En meget lang dag, så det handlede om at få de rigtige sko på. Vi startede med at tage til den forbudte by, som var meget større end man egentlig lige havde regnet med. Emma fortalte os en hel masse historie omkring byen, som vi selvfølgelig syntes var virkelig spændende ;-)

Vi nåede ikke at se meget af byen, da den er enorm, men vi fik alligevel et indtryk af den, og det var virkelig underligt at tænke på, at en kejser havde boet der med alle sine arbejdere. Det var det første sted vi så rigtige turister, og det synes vi var lidt vildt! Vi fik i hvert fald gået og oplevet på egen hånd hvordan det hele var opbygget, og der fik vi da også et par kinesiske fans på vejen, som vi jo efterhånden var vant til, haha. Vi var meget presset med tiden, da vi skulle være ude af byen inden kl 17. I Kina skal man være det, da man, hvis man ikke har den rette nummerplade, faktisk slet ikke har tilladelse til at være inden for nogle byområder. Det undrede vi os lidt over. Hvordan vi skulle nå det hele? Da vi kom ud af byen, efter kun en times vandren, kom vores bus ikke. Vores buschauffør(som vi i øvrigt kaldte Speedy) havde svært ved at komme til det sted vi var, da der var enormt meget trafik, så vi måtte vente et stykke tid, imens Emma prøvede at få kontakt med ham og eventuelt kunne aftale et andet sted vi kunne stige på. Lige pludselig måtte vi løbe midt ud på vejen, for der skulle vi altså lige stige på, og løbe ind i bussen midt ude i trafikken. Det var næsten lige som en film, hvor man blev helt spændt. Ja, så har vi også oplevet det. Igen var det tid til mere buskørsel(YAY). Så skulle vi nå videre til Pearl Market og Temple of Heaven. Heldigvis lå de meget tæt på hinanden, puha. I hvert fald startede vi med Temple of Heaven, så vi havde mere tid til Pearl Market. Dette sted var nærmest som en stor have, hvor man skulle et stykke op til templet. På vejen derned mødte man mange af de lokale, som sad og spillede kort og brætspil, virkelig hyggeligt. Andre dansede i det dejlige solskinsvejr, som vi var så heldige at få. Vi havde meget kort tid til at se templet, men smukt var det, og der blevet taget masser af billeder. Drengene kunne selvfølgelig ikke lade være med at købe en selfiestang med hjem, så den havde vi det også sjovt med, og der blev i hvert fald taget mange billeder på vores telefoner.

SÅ gik turen til Pearl Market, noget vi i al hemmelighed virkelig havde glædet os meget til. Mest fordi det er et center med masser af boder, på 5 etager! Herinde handlede det om at prutte om prisen så meget som muligt, og det blev vi også gode til, og her kunne vi bruge masser af penge, hvilke vi også gjorde ;-)

Her havde vi heller ikke meget tid, men hyggeligt var det, og også en oplevelse i sig selv, selvom mange af ejerne i butikkerne var meget opsatte på at sælge os noget, næsten uhyggeligt opsatte. Vi havde i hvert fald aldrig oplevet noget lignende. Da vi kom ud derfra, kunne vi i hvert fald blære os med, hvor meget vi havde pruttet prisen ned til de andre.

Så gik turen hjemad, og så skulle der ellers bare soves igennem, det var efterhånden det eneste vi lavede i bussen, ja og resten tog billeder af dem der sov. Om aftenen blev der spillet kort på Lauras, Louises og Karolines værelse, hele klassen var samlet i tre senge, så det var virkelig hyggeligt.

Fredag den 20. marts 2015

I dag, for en gangs skyld, skulle vi ikke med bussen. Vi fik nemlig lov til at blive på skolen og have forholdsvis ”fri”. Det var meget rart med en afslapningsdag efter alle de nye udtryk. Men helt fri havde vi ikke, vi skulle nemlig lære kinesisk og møde naboskolen, et andet college over for vores. Louisa havde planlagt en hel skoletime i et kinesisk klasseværelse, hvor vi skulle lære at tælle til ti på kinesisk (meget besværligt), lære at sige nogle af de basale ord og tegne deres tegn med blæk. Det havde klassen det sjovt med, og der blev også grint en hel del med Louisa og den kinesiske lærer.

 Derefter skulle vi over og besøge naboskolen, hvor de hovedsageligt lavede mad, og her var en performance, så derfor var der også fotografer, som skulle tage billeder til den lokale avis. Den øverste kok, fandt vi ud af, kunne lave verdens længste nudel, og det var vi vidne til. Som sagt, i Kina, bliver man hele tiden overrasket. Nudlen var 200 meter lang og også en rekord i Guiness rekordbog, det var jo helt sindssygt. Vi kom i forklæderne og fik vi lov til selv at lave dumplings sammen med kokkene. Vi havde ikke meget tid men fik alligevel en rundvisning rundt hvor andre kokke stod i deres køkken og lavede mad, meget anderledes fra det danske køkken. Her ville selv kokkene have taget selfies med os, så det var jo ikke til at sige nej til. Kineserne var så søde at have lavet mad til os, helt fra indbagte rejer til muffins, som vi bare måtte spise af, selvfølgelig med spisepinde, hvilket vi jo er blevet legendariske til. Det var lækkert at smage noget anderledes mad end den i kantinen, da den også skiller sig ud fra typisk kinesisk mad. Da vi var færdige med at spise, mødtes vi udenfor og skulle have taget fællesbilleder med kokkene, og også lige flere selfies til samlingen, de var som sædvanlig ellevilde med os. Herefter kunne vi bare slappe af på værelserne, og gøre præcis hvad vi havde lyst til. Her gik vi ud og spillede fodbold og basketball med kineserne, de var lidt for søde mod os, og lod os få mange mål. Men sjovt var det, og det var fedt at se hvor gode de egentlig var til deres sport. Det var i hvert fald fedt at være tæt på kineserne, og se hvordan de har det i skolen.

Lørdag den 21. marts 2015

I dag skulle vi på det længe ventede hjemmebesøg hos de kinesiske TCC elever.

Vi mødtes på Emmas kontor, hvor vi blev delt op i grupper på enten 2 eller 3 mand.

Herefter blev vi ”tildelt” en kineser hver.

Malthe og Lauras værts engelske navn var Jelena (eller sådan noget).

Hun fortalte at hun ikke var så god til engelsk og havde derfor en af hendes klassekammerater med i dag.

Vi startede med at tage bussen ind til Tianjin centrum, hvorefter vi skiftede til metro.

Hun spurgte hvad vi kunne tænke os og lave inden vi tog hjem til hende.

Vi blev hurtig enige om, at vi ville shoppe, dog ville Malthe shoppe i et center med tøj og almindelige varer og Laura ville shoppe kinesiske souvenirs. Heldigvis var der tid til begge dele.

Vi tog til et center, hvor vi kiggede i nogle butikker, men mange af stederne var det endda dyrere end i Danmark, så vi besluttede os for at tage på Pizza Hut for at få noget frokost.

Efter et dejligt måltid, tog vi på Ancient Cultural Street.

Inden vi vendte snuden mod hendes lejlighed, tog vi hen og så Tianjin Eye, som var et stort pariserhjul, som mindede om London Eye.

Vi vidste ikke hvad der ventede os. Ville det være en penthouse på 26. etage, eller ville det være en lille lejlighed i et fattigt område i Tianjin. Vi kørte og kørte i bus. Hendes bedste veninde sluttede sig til os på vejen. Man skulle næsten tro de var tvillinger, de havde samme hår, samme tøj, ja alt var bare ens.

Vi steg ud af bussen og gik mod en fattig del, som vi begyndte at få en fornemmelse af. I en gård omringet af slidte lejligheder stod hendes far i et hjørne og tog i mod os. Vi kom ind i en 2 værelses lejlighed, hvor moderen var i gang i køkkenet med traditionelle dumplings, som vi hjalp med at forme.

Der var blevet lavet lækker mad som pandekager med and og grøntsager, sushi og frugtsalat og selvfølgelig dumplings. Vi spiste til vi var ved at revne!

Efter et par timer tilsluttede venindens kæreste sig flokken, dog kunne han intet engelsk ligesom værtens forældre og holdt sig derfor lidt på afstand.

Inden vi gik, blev der udvekslet gaver, som både vi og de blev glade for. Herudover pakkede forældrene noget af maden sammen som vi var så heldige at få med tilbage til TCC.

Klokken var blevet omkring 20 om aften, og mørket havde sænket sig over Tianjin. Vi sagde farvel til forældrene og blev fuldt ud på gaden, hvor vores kinesere forsøgte at få en taxa til os, dette tog dog lidt tid. Da det endelig lykkedes, sagde vi igen farvel, denne gang bare til vores vært, hendes veninde og venindens kæreste, da det kun var klassekammeraten som skulle med tilbage på skolen.

Efter en lang og spændende dag sagde vi godnat og lagde os til at sove.

Søndag den 22. marts 2015

Vi mødtes omkring klokken 9 foran bygning 1, da vi skulle på et museum.

Museet var nybygget og derfor meget lyst og moderne.

Må ærlig indrømme, at det var enormt kedeligt at gå rundt og kigge på blandt andet gamle vaser, så nogle stykker af os skyndte os ned i souvenirshoppen, som var lidt mere spændende, dog ikke meget…

Efter besøget på museet, tog vi til et center som lå lige over for.

Centeret var stort, cirka 5 etager + skøjtebane på 4 etage.

Selvom vi ikke havde meget tid her, nåede Karoline selvfølgelig at købe nogle fede gummisko!

Da vi var hjemme igen, var der ikke meget tid til at spise frokost i, for vi skulle igen mødes, denne gang kun os elever fra 2.a, for at øve til aftens show. Vi havde besluttet at vi ville opføre MGP, så vi delte os op i 3 grupper, med 3 forskellige sange: Kickflipper, Anni Tro På Os To og Stop Stop.

Vi blev enige om at mødes igen 1 time senere for at vise, hvad hver gruppe havde fundet på.

Thea, Laura, Karoline, Kitt, Sofie og Louise dansede og sang til Stop, Stop.

Vi øvede og øvede og var enormt stolte af hvad vi havde fundet på.

Da timen var gået kom folk tilbage. Drengene havde overraskende nok ikke fundet på noget overhovedet, så det ansvar stod vi andre nu også med. Men vi forsøgte at udføre hele showet et par gange, og herefter hjalp et par piger drengene med at sammensætte en dans.

Vi gik igen hver til sit, denne gang var det dog for at klæde om til noget finere.

Omkring klokken 18-19 mødtes vi endnu en gang, for at følges til ”showet”.

Inde i lokalet hvor vi skulle spise og se/opføre show, var der dækket fint op. Vi blev placeret ved nogle runde borde i midten af lokalet ligesom den første aften. På bordet var der en seddel med aftens program. Li Fusen, Lille Li og Inge Lise holdt tale, hvorefter kineserne dansede traditionelle danse for os, men også pardanse, hip hop, tryllekunst, kinesisk kampsport og sang. Inden MGP’et var vi på to gange imellem kinesernes shows. Julie, Bardie, Vørts, Thea, Malthe, Mathias, Hansen og Bisgaard var delt op i to grupper og sang ’Im yours’ og en anden sang.

Så var det tid til MGP!

Vi stod på scenen med sommerfugle i maven, men var klar!

Da musikken startede, gav The Glitter Girls hele armen med Stop Stop.

Kineserne klappede, dog så de også lidt overraskede og forvirrede ud.

Det gik endda så godt, at man havde lyst til at gøre det hele om igen.

Stop, Stop blev efterfulgt af Anni Tro På Os To, som også blev udført lige i øjet. Til sidst kom drengenes optræden, og det gik.

Amanda og Mome, vores to værter, forklarede kineserne hvordan man udråbte en vinder, selvfølgelig via klapsalve. Dette forstod de dog ikke så meget af, men vi blev enige om, at det var The Glitter Girls med Stop, Stop som vandt!

Endelig var der mad! Og så endda tag-selv.

Lige det vi kunne bruge efter små 10 dage med mad fra kantinen!

Maden var simpelthen så lækker! Der var både små spareribs, stegte nudler, forårsruller, hvidløgsrejer og meget, meget mere. Kan love jer for vi ikke gik sultne derfra! Derudover fik vi serveret øl til maden, som var et kæmpe hit!

Efter en fantastisk middag, gik vi ned. Det blev aftalt at mødes hos Bisgaard og Hansen for at drikke os i hegnet, dog blev Alex, Laura, Louise og Karoline hos sig selv.

Vi hyggede os enormt i vores lille forsamling. Vi hørte musik, spillede kort, pakkede lidt, åd snacks, sang, snakkede og det endte da også med, at Alex blev viklet ind i toiletpapir.

Efter endnu en hyggelig dag i Kina lagde vi os til ro inden hjemrejsen dagen efter.

Mandag den 23. marts 2015

Vi mødtes ved bussen om morgenen.

Festen i går havde åbenbart været en succes. Nogle havde de sygeste tømmermænd, så det skulle nok blive en lang hjemrejse for dem.

Da vi ankom til lufthavnen og skulle checke bagage ind mødte vi et andet gymnasium fra Sverige. Her fik Niller en lille snak, som senere også ville komme til at foregå i flyet.

Efter al indchecken var det tid til frokost. Hvis ikke det var hele klassen, så var det i hvert fald tæt på, som gik på Pizza Hut. Efter en dejlig, men godt betalt pizza, var der kun cirka 1 time eller mindre til afgang.

Vi fik tiden til at gå med at kigge på butikker og ellers satte vi os hen og ventede ved gaten ind til det var tid.

Vi lettede fra Kina, da klokken var 16, og så ventede der en flyvetur på 9 ½ time.

2a havde hele bagenden af flyet, så der var masser af plads til at jogge rundt på, så tiden gik lidt stærkere.

Som tidligere nævnt mødte Niller en svensk lærer fra Malmø gymnasium som han talte en del med. Niller kom og fortalte os, at han var ved at arrangere en tur til Malmø for os efter sommerferien, hvor vi skulle over og fortælle om vores Kinatur. Selvom intet er sikkert, så gjorde det os ellevilde!

Endelig landede vi i Kastrup og lige rundt om hjørnet stod alle familiemedlemmerne og ventede på os!

Bagagen kom heldigvis hurtigt, og folk skyndte sig ud til familien som stod med flag og ventede spændt.

Dejligt at være hjemme fra en fantastisk tur med de vildeste oplevelser med hjem i bagagen.

Denne tur har bragt klassen tættere på hinanden, og jeg er sikker på, at alle er enige med mig om, at den ikke skulle byttes ud for noget i verden.

Elevernes egne ord

"Det har et godt ry, og så var det det, der lå tættest. Og med gymnasiet har du så mange muligheder bagefter."

Om valget af FVGH

"Det bedste er helt klart sammenholdet og vennerne, og stemningen også - og der er god undervisning og gode mennesker på FVGH."

"Jeg valgte det, jeg godt ville og det, der vil gavne min fremtid."

Om valget af FVGH

"Klassen kom hurtigt ind på hinanden. Vi er gode til at snakke på tværs af klasser."

Om skolestarten

"Jeg har fået mange nye venner."

"Jeg er rigtig glad for det valg, jeg har truffet."

"Før glædede jeg mig bare til at komme ned i varmen. Nu er jeg blevet nysgerrig."

Under AT-arbejde før studierejse til Korsika

"Et af de bedste tidspunkter på året er, når vi laver musical! Der er en fantastisk stemning, man får lov til at lave det, man synes er fedt, og man lærer en masse nye skønne mennesker at kende. "

"Gymnasiet har givet mig en rig mulighed for at udvikle mine faglige evner, og hjulpet mig med at finde min identitet. "

"I 3 år var jeg omgivet af nogle fantastisk dygtige mennesker, der brænder for det, de laver, og som vil deres elever det allerbedste! I "

Vibeke blev student i 2010